Magtpolitik og imperium: Det rammer det besatte og undertrykte folk

Af Sam Bahour

I Palæstina fortsætter vor kamp for frihed og uafhængighed den dag i dag. Den ophobede smerte forsvinder ikke, fordi der hele tiden kommer nye runder med død og destruktion. Det stik modsatte er tilfældet. For hvert nyt lag af berøvelse, for hver ny dag med israelsk militær besættelse, der føjes til, og for hver en ny form for diskrimination, der rammer vort folk, bliver vi bare endnu mere fast besluttede på at opnå retfærdighed – absolut retfærdighed.

I enhver konflikt er det børnene, der betaler den højeste pris. Alle børn betaler en pris - børnene på den side, der rammes af volden, men i ligeså høj grad børnene på den side, der udfører volden.

Eftersom jeg i årtier har skrevet om, hvordan Israels langvarige militære besættelse og endeløse række af brud på international ret, for slet ikke at tale om deres åbenlyse foragt for egne interesser, har ført os hertil, er det vanskeligt at finde på nye analyser og friske perspektiver. De eneste ord, jeg kan mønstre lige nu, mens billederne af blodbadet i Gaza (såvel som i Syrien og Irak) er ætset ind i mit sind, er de ord, som kunne stamme fra et barn, der blev offer for et missil affyret fra et af de F16 kampfly, som USA har forsynet Israel med.

Herunder er et fiktivt brev fra et af offrene:

Kære menneskehed

Hej. Mit navn er Eman. Det betyder tro på arabisk. Jeg tvivler på, at du har set mig eller husker mig. Kun særligt udvalgte billeder dukker op på jeres fjernsynskærme. Det er dem, I husker. Jeg er et palæstinensisk barn fra Gaza. Jeg har hørt, at mange af jer græder over mig, men græd ikke over mig. Jeg er lige ankommet her og skriver, for at I skal vide, at jeg har det godt. Virkelig, jeg har det fint. Jeg savner bare mor.

Der er mange mennesker her, fra Palæstina, Irak, Syrien og Afghanistan, ligesom hjemme i Gaza. Der er også mange palæstinensiske børn. Nogle af dem har været her længe. Hvorfor skulle I bare græde over mig?

1advent-1

Min nabo kom hertil for nogle få måneder siden fra Yarmouk flygtningelejren i Syrien. Han deler værelse med en, som kom hertil i september 1982 fra flygtningelejren Sabra i det sydlige Libanon. Jeg ved faktisk ikke, hvad en flygtningelejr er, selvom mor har fortalt mig, at vi også bor i sådan en.

Nede på vejen så jeg en noget ældre pige, måske 13 år gammel. Hendes navn er også Iman. Hun kom hertil i oktober 2004. Hun fortalte mig, at hun var på vej hjem fra skole, ikke langt fra mit hjem i Gaza, da en israelsk soldat tømte sit magasin i hende, mens hun lå såret på jorden. Hun hørte, at han i sin radio sagde, at han bekræftede drabet. Jeg ved egentlig heller ikke, hvad det betyder.

Der er også mange gamle her, mødre og fædre. Nogle har deres børn hos sig, andre er alene. Faktisk så jeg på et af husene et skilt, som fortalte, at beboeren var kommet hertil fra Kafr Qasim i 1948 (det er længe siden!). Jeg tror, at Kafr Qasim ikke er så langt fra Gaza, men jeg ved det ikke med sikkerhed, for far tog os aldrig med på lange ture i omegnen.

Som I ser, er jeg i godt selskab. Så græd ikke over mig.

Jeg er præcis 8 år og 23 dage gammel, en ret stor pige. Vil du ikke sige det? Jeg har en lillesøster og to ældre brødre, eller i det mindste fortæller mor mig, at jeg har to storebrødre. Jeg har kun set den ene. Den anden, siger mor, er i et israelsk fængsel og har været der meget længe. Selv om jeg ikke har set ham, elsker jeg ham alligevel.

Det er sandt, at jeg er født i Gaza. Men bedstefar fortalte mig, da jeg var helt lille, at vores rigtige hjem er et sted, der hedder al-Majdal. Han har stadig nøglen til sit hus der. Den er helt rusten, men jeg tror, at den virker endnu. Jeg tør vædde med, at du ikke ved, hvor al-Majdal er, men du kender måske et sted, som hedder Ashkelon. Jeg ved godt, hvordan det er gået til, for det sker hele tiden. De mennesker, som flyttede bedstefar og bedstemor til Gaza, laver hele tiden navnene om på alting – også deres egne navne. De fandt ikke bare på et andet navn til al-Majdal. De ændrede også navnene på mange andre byer og landsbyer. Far fortalte mig, at en israelsk organisation, som hedder Zochrot går rundt og sætter skilte op med de oprindelige navne, der hvor Palæstinensiske byer og landsbyer blev slettet fra jordens overflade. Så er der ingen, der glemmer det. I behøver virkelig ikke at bekymre jer, for her må de have en meget stor computer, for alle navnene er, som de plejer at være. Ingenting bliver glemt. Så græd ikke for mig!

Lad mig fortælle, hvad der skete for mig i sidste måned. Det var i begyndelsen af Ramadanen. Jeg elsker ramadanen, for ved slutningen af måneden er der en stor fest, og far plejer at tage os med til markedet. Så får vi lov til at købe to stykker legetøj hver. Nogle få dage før Ramadanen slutter, tager mor os med ud for at købe nyt tøj og nye sko. For mig og min bror og søster er det den lykkeligste tid på året. Men i år var mor ked af det. Hun blev siddende inde i værelset og græd, mens hun passede min lillesøster. Da jeg spurgte hende, hvorfor hun græd, svarede hun, at vi ikke kunne købe nyt tøj i år, for alle butikkerne var lukkede. Jeg forstod hende godt (som du ved, er jeg jo næsten 9 år), så jeg overraskede hende. Jeg gik hen til mit skab og fandt tøjet fra sidste års Ramadan og børstede støvet af de lyserøde lædersko, som mor købte til min fødselsdag. Og jeg sagde til hende, at hun ikke skulle græde, for jeg kunne sagtens bruge det gamle tøj, selv om det ikke matchede. Men hun græd bare endnu mere. Jeg tror, jeg ved, hvorfor hun græd. Naboerne skød fyrværkeri af, selv om Ramadanen kun var i sin første uge. Normalt er der kun fyrværkeri sidst i Ramadanen, og det er skræmmende, især om natten.

Jeg er glad for, at der ikke er fyrværkeri her.

Nå, da jeg var ved lægge mit Eid-tøj tilbage i skabet, skete der noget. Det føltes som om jeg svømmede, men det gjorde jeg ikke. Vandet føltes ikke som i badekaret. Det var varmt og klistret. Da jeg kiggede ned, kunne jeg se, at det også var rødt. Det sidste, jeg husker, er, at jeg kiggede op og så loftslampen i mit værelse. Den faldt lige ned imod mig. Jeg ved godt, at det ikke passer, for lofter falder ikke ned, men jeg sværger, at det så sådan ud.

Det næste, jeg opfattede, var, at jeg var kommet til dette dejlige sted. Jeg elsker det her, men jeg savner mor og min lillesøster. Jeg spekulerer på, hvorfor de ikke kom med mig. Mor ville også elske det. Vi har strøm både dag og nat, og butikkerne lukker aldrig. Det er virkelig ikke noget, jeg siger for sjov. Her i mit hus kan jeg drikke vand lige fra vandhanen, så snart jeg er tørstig. En af mine venner har fortalt, at når jeg bliver lidt ældre, kan vi tage på ture langt, langt væk, selv til Jerusalem. Jeg ved ikke helt, hvor det er, men jeg tror, at jeg skal flyve for at komme dertil. Det bliver første gang i mit liv.

Der er så meget, jeg gerne vil fortælle jer, men jeg må skrive mere senere, for jeg er nødt til at gå nu. Mine to nyeste venner, Hadar og Issa, kommer med deres cykler og skiftes til at give mig en tur. Vil I bede mor om at sende mig min cykel? Jeg kom så hurtigt afsted, at jeg også glemte min tandbørste. Den har jeg også brug for. Sig at hun ikke skal sende mit Eid-tøj og mine sko. Min lillesøster skal bruge det til Eidfesten næste år, for jeg tror ikke, at butikkerne åbner lige straks. En ting mere: Sig til mor, at hun skal tømme min sparegris og sende alle pengene til Palæstinensiske børns hjælpefond, for jeg tror, at mange af mine venner, som ikke kom med mig hertil, har meget brug for hjælp.

Når jeg har været ude at cykle, kommer jeg hjem igen og tager en lur. Jeg er så glad for, at jeg fandt CD’en med præcis den sang, som mor plejede at synge for mig hver aften inden sengetid. Det er den her.
Så altså, jeg har det godt. I skal virkelig ikke græde over mig. Græd over jer selv.

Hej
Eman

Sam Bahour er administrerende partner i Applied Information Management (AIM) og medstifter af og formand for Americans for a Vibrant Palestinian Economy (AVPE), som findes på webadressen www.a4vpe.org. Sam kan nås på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. og blogger på www.epalestine.com 

citat