Fødselsregistrering i Østjerusalem

”Ikke registreret – ikke-eksisterende”

Det er ikke nogen hemmelighed, at Israel har udsat Palæstinas fremtidige generationer for et frontalt angreb. Palæstinensiske børn står hver dag ansigt til ansigt med mange forskellige slags overgreb fra drab og fængsling til overfald og chikane, som skal fratage dem retten til uddannelse, sundhed og familie og mange andre goder. Hver gang palæstinensiske børns situation bliver bragt op, falder tanken først og fremmest på krænkelser i form af fysisk vold. Men vi har ofte en tendens til at glemme israelske krænkelser også findes som psykisk vold, der fuldstændigt ødelæggeler et barns barndom og fremtid. De israelske registreringsmyndigheder er centralt placeret i denne problemstilling og fuldender billedet af en fuldstændig og systematisk diskrimination af palæstinenserne i Østjerusalem.

Et af de instrumenter, som den israelske besættelse bruger til at minimere den palæstinensiske befolkning i Østjerusalem, er opretholdelsen af et ekstremt rigidt system for bopælsrettigheder, hovedsageligt når det gælder familiesammenføring og registrering børn. Kort sagt: Ifølge israelsk lov har et barn af en israelsk borger ret til statsborgerskab i kraft af sin afstamning, mens et barn af en palæstinenser i Østjerusalem nægtes en sådan indfødsret. Der findes ingen automatisk ret til opholdstilladelse for palæstinensere. Et palæstinensisk barn, som fødes og vokser op i Østjerusalem, kan ikke "arve" forældrenes status. Et barn af israelske forældre vil automatisk få israelsk statsborgerskab, selv hvis barnet aldrig har sat sin fod på israelsk jord. Men et barn af en palæstinenser i Østjerusalem kan kun få opholdstilladelse, hvis forældrene arbejder sig igennem et opslidende og kompliceret sæt af bureaukratiske procedurer - som kan stå på i årevis og mange gange vise sig at være til ingen nytte: barnet ender som uregistreret.

I stedet for at fremhæve den israelske politiks alvorlige krænkelser af folkeretten, vil vi fokusere på de ødelæggende virkninger politikken har for et "uregistreret" barn. M’s sag er et udmærket eksempel på de store omkostninger ved Israels diskriminerende politik omkring registrering af børn. M er blevet 21 år, og kan stadig ikke få et ID fra det israelske indenrigsministerium. Hans palæstinensiske mor er fra Vestbredden og faren bor i Jerusalem. M's familie har adskillige gange søgt de israelske myndigheder om at få M registreret, men de er fanget i en labyrint af procedurer. Efter mange år har alle hans 4 søskende opnået opholdsstatus, men M mangler stadig.

2advent 2
billedtekst3
Konkret betyder dette, at M må leve som et spøgelse i sin egen by, at han ikke kun er blevet berøvet sin barndom, men også enhver fremtidsmulighed: da M ikke har noget id, kan han ikke blive rigtigt tilmeldt skolen, modtage sundhedsydelser, søge job, eller bevæge sig frit rundt i byen. Han er altid bange for at færdes i byen, fordi politiet til enhver tid kan stoppe ham og bede om hans id, og så ville han ikke have noget at vise frem. Det kan føre til ydmygelse og fængsling, en oplevelse han allerede har haft to gange. M elsker at spille fodbold, men kan ikke være med på et fodboldhold. Han kan ikke tage imod det stipendium, som han blev tilbudt for at studere i Marokko, fordi han ikke har de rigtige skolepapirer. Og han kan ikke rejse uden sit id. Selv at forelske sig er ikke muligt for M på grund af den usikkerhed, som han oplever omkring sig selv og sin fremtid. Det gør ham til en uattraktiv partner. Med andre ord: En dygtig ung mand som M er i en håbløs situation og må leve som fange i sit eget hjem – ene og alene fordi det israelske indenrigsministerium nægter at give ham et id.

Denne tilstand af håbløshed efterlader M med en ekstrem vrede. Han er fanget i en skyggetilværelse uden det mindste håb om forandring. Det fik ham til at miste tilliden til sin familie, fordi de ikke kunne få ham registreret. Han mistede også tilliden til samfundet, fordi det ikke kunne beskytte ham mod denne situation. Og i bund og grund mistede han tilliden til sig selv. Til tider er han bange og deprimeret, oprørsk og aggressiv mod andre. Han lever hver dag med den viden, at han kan blive deporteret og for evigt adskilt fra sin familie. Misundelsen mod sine yngre søskende og vreden mod forældrene er ofte for tung at bære. Spørgsmålet er, hvor mange andre, der er i M’s situation. Og hvad er de psykologiske konsekvenser, når en hel generation af børn må leve med sådanne daglige traumer?

The Society of St. Yves – Catholic Center for Human Rights har i de sidste to årtier assisteret familier, som forsøger at få deres børn registreret i Jerusalem. St. Yves har repræsenteret hundreder af palæstinensiske familier, som kæmper med de vilkårlige registreringsprocedurer og har haft held med at få mange børns status godkendt.

citat3