Født og lagt i en krybbe

Hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. (Luk 2.7)

Der var ikke plads?

Af Jean Zaru

Hver dag hører vi i Palæstina og i hele Mellemøsten om situationen for vores børn. Vi bekymrer os og vi overvejer deres fremtid, eftersom millioner er blevet krigens børn og børn af en langvarig, grusom militærbesættelse. De nægtes uddannelse og tilstrækkelig lægebehandling; de er fængslet, tortureret, hjemløse og efterladt sårbare over for et væld af sociale problemer. Over en tredjedel af den arabiske verden er under 14 år, og næsten halvdelen af verdens flygtninge er børn.

Vores børn spekulerer på, hvorfor vi, deres forældre, ikke er i stand til at beskytte dem. De spekulerer på, hvorfor disse grusomheder får lov til at finde sted. Tilhører Mellemøstens børn en anden Gud end resten af verden?

Fakta er tydeligvis velkendte. Faktisk er der en overflod af forskning i - og rapporter om – de palæstinensiske børns situation. Det, der er behov for nu, er ikke mere information; det er snarere viljen til at reagere med meningsfuld handling og gøre det straks. Verden behøver ikke producere endnu en graf eller rapport. Vi kan ikke vente længere. Vores børn kan ikke vente længere; snart er deres barndom forsvundet. Det, der kræves af os i dette øjeblik, er en fast vilje til at handle effektivt.

Fakta bør fylde os med bekymring og medfølelse. Når vi kender fakta og bliver berørt, skal det få os til at reagere. Hvis den viden, vi har fået, ikke rører vore hjerter, hvis vi ikke føler os forbundet med disse lidende børn, hvis vi ikke sørger over deres ødelagte liv, så har vi ikke nogen interesse i, hvad den viden afslører. Vores passivitet får ganske givet alvorlige konsekvenser. Vi må vedgå os vort ansvar for at give disse sårbare børn et andet og bedre liv. Også vort eget liv kan blive forvandlet i den proces.

Er vi trætte og tyngede? Ja vi er! Træthed fylder vort daglige liv. Vi bliver bombarderet med den ene krise efter den anden. Men én ting kan og skal vi gøre: Vi må finde kilder, som kan styrke og forny vor ånd – ellers går vi til grunde.

Hvad kan vi gøre?

    1. Vær med til at udforme samfundsstrukturen. Stop vold mod børn. Fordi børnene føler sig magtesløse i forhold til at afslutte en militær besættelse, der er ældre end de selv er, falder de undertiden ind i et destruktivt mønster, hvor volden overføres fra den ene til den anden. Vi skal stoppe denne cyklus.
    2. Udvis retfærdighed og ikke-vold i kirken. Opdrag børn i en indbydende og inklusiv atmosfære. Målbevidst i alt, hvad den gør, kan og skal kirken være forbillede på dette område.
    3. Opbyg institutioner, som kan imødekomme umiddelbare menneskelige behov og standse militarismen. Selv ikke nok så megen humanitær bistand vil forny Palæstina eller Syrien, medmindre vi gør en ende på militarismen, besættelsen og den militære ødelæggelse af infrastruktur, liv og levebrød.

2advent 1
Frelse

Vi får at vide, at med Jesu fødsel er en Frelser født; vi får at vide, at Jesus frelser. At frelse eller at blive frelst er ikke kun et religiøst slogan. Det har konkret betydning i vores hverdag. Det betyder "at være favnende og rummelig" - fysisk, intellektuelt og åndeligt. Jesu frelse redder mennesker fra fare og ulykke. Denne frelse frisætter de indespærrede, giver folk frihed til at være sig selv som Guds børn, der alle er skabt lige. Nogle gange opfører vi os ekskluderende snarere end inkluderende og lukker os selv ude, i stedet for at åbne os for befrielsen. Men ingen er fri, der ikke arbejder for andres frihed.

I vores arbejde for frelse, skal vi altid huske profeternes tordnende fordømmelse af al uretfærdighed. Over for den kunne de ikke tie. Ja, hvis du besøger Palæstina i dag, vil du høre skriget fra enhver palæstinensisk mand, kvinde og barn. Et skrig fra hjertet, et råb, der kræver retfærdighed. Profeternes ord med krav om retfærdighed kunne være vores egne ord. De synes at være præcise beskrivelser af vores situation og vores liv; og i besættelsens, undertrykkelsens og eksilets ørken, har vi mere end nogensinde brug for retfærdighedens profeter til at proklamere den kommende Fredsfyrste.

På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig ... Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt ... Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt. (Matt 18. 1-14)

Forandringsagenter

Det er afgørende, at vi fortsætter kampen på alle fronter. At gøre modstand er at være menneske, men kun gennem ikkevold kan vi skabe forandring. Som palæstinensere bliver vi enten opfattet som ofre eller som terrorister. Hvorfor bliver vi ikke anset for at være mennesker i en genuin søgen efter en velfortjent frihed? Hvorfor skal vi udholde gentagne tragedier og fortsatte traumer?

Selvfølgelig er der et behov for at græde, at være trist, at udtrykke vrede, at fordømme. Men vi skal ikke standse ved det. Vi bør skabe alternativer til det, der findes i øjeblikket. Vi skal sætte gang i vores kollektive fantasi, tilskynde til ny energi og kreative kræfter på en sådan måde, at alle bliver inspireret til at handle og opbygge nye fællesskaber, der er sunde og bygger på lighed. Og vi skal gøre det øjeblikkeligt, af hensyn til vores børn.

Vi kan fejre Fredsfyrstens komme ved at give krigens og besættelsens børn den største gave af alle: Nemlig at skabe et miljø, der vil fremme deres udtryksformer, deres læring, deres vækst, og i sidste ende deres følelse af evne og styrke til at være forandringsagenter.

Lad os bede til, at vores indsats vil skabe de betingelser, som gør børn i stand til at flytte sig fra at være ofre til at være skabere af deres egen fremtid.

Jean Zaru: Ledende præst, Ramallah Friends Meeting Quakers. Palæstinensisk kvæker, som var med til at grundlægge Sabeel, et økumenisk center for palæstinensisk befrielsesteologi i Jerusalem, og som var medvirkende til etableringen af Friends International Center i Ramallah.

 citat kairos 2