Staten Israel og Bibelen

mogens muller

Af Professor Mogens Müller

blockquote
Proklamationen af den jødiske stat Israel i maj 1948 betød en ny udfordring for af bibelsk teologi. Hvad der indtil da alene havde været spekulationer i særlige millenaristiske kristne grupperinger om, at jøder skulle vende tilbage til Det Hellige Land som en del af forspillet til Jesu genkomst, blev dermed øjensynlig virkelighed.

Det skulle tage omkring tyve år, før det for folk i almindelighed begyndte at blive klart, at det var sket i kraft af en blodig uret mod områdets befolkning. For der var en befolkning, uanset hvad man vil kalde den, og den blev for store deles vedkommende fordrevet gennem massakrer og etnisk udrensning i et omfang, som først efterhånden er gået op for den øvrige verden. Seksdageskrigen i 1967 blev en øjenåbner. Den nye stat var ikke forsvarsløs. Og snart skulle den få USA som sin trofaste allierede. For at modvirke det nye billede udviklede man imidlertid en holocaustindustri, der skulle fastholde billedet af et forfulgt folk.

At bibelhistorien på den måde var blevet en politisk realitet, betød, at kristne teologer måtte til at tage stilling til bibelbrug og bibelmisbrug i denne forbindelse. I sit udgangspunkt interesserer kristendommen sig ikke for geografi, men alene for mennesker. De kristne var en "tredje race" (jf. Matt 21,43) ved hverken at være jøder eller hedninger. Vi kan desuden iagttage en udvikling fra Matthæusevangeliet til Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger. Hvor den såkaldte missionsbefaling i Matt 28,18-20 åbner for, at evangeliet efter Jesu opstandelse og ophøjelse også forkyndes for ikke-jødiske folkeslag (i modsætning til Matt 10,5 og 15,24), dér beskriver Lukas-skrifterne en proces, der ender med, at jøderne som et folk med en særstilling over for Gud simpelt hen skrives ud af historien. Således slutter Apostlenes Gerninger med, at dette skrifts Paulus gør det vitterligt over for Roms jøder, at "denne frelse fra Gud er sendt til hedningerne; og de skal høre!"

Det er, hvad denne i dag for os ukendte forfatter når frem til. Det kan man så vælge at tage afstand fra, men man skal lade være at gøre vold på teksten, fordi man ikke kan lide dens budskab. Det er nemlig "menneskelig" teologi og ikke Guds uforanderlige tale. Dette gælder selvfølgelig også Det Gamle Testamente. Som kritisk bibelvidenskab – ikke mindst den såkaldte Københavnerskole – har vist, består det således af en samling af bøger, frembragt og kanoniseret af jøder i Antikken, ikke blot for at udfolde deres Jahve-tro og dens kultiske og etiske følger, men også for at legitimere deres ret til landet. Vil man altså opfatte Bibelen som et skøde til Palæstina, må det fastslås, at det ikke er Gud, men antikkens jøder, der selv har skrevet det.

Derfor er det overraskende, at det er kommet til en kristen zionisme, der hævder, at jøder har en bibelsk ret til Palæstina, og som en følge deraf bekender sig til staten Israel og alle dens gerninger. Denne kristne zionisme har tilmed fået en overdimensioneret politisk betydning ved at være en del af det åndelige univers, som mange amerikanere lever i. Derigennem har den desuden vundet indflydelse i Europa, hvor politikere som fx vores tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen øjensynlig helt ukritisk overtog en amerikansk verdensanskuelse, formodentlig uden at gøre sig dens "bibelske" begrundelse klar.

Kristen zionisme har også sine talsmænd i Danmark, og de optræder trofast som forsvarere for Israel imod snart sagt alle angreb. Ofte tjener beskyldningen for antisemitisme som grundlæggende argument. Men den kristne zionisme kan også argumentere historisk-politisk for Israels ret til at forsvare sig mod, hvad der over én kam kaldes palæstinensisk terrorisme. At det grundlæggende er berettiget modstandskamp, falder dem ikke ind. Og myrderier er åbenbart mere stuerene, hvis de udføres af en velbevæbnet besættelsesmagt, end hvis det er desperate menneskers overlevelseskamp med alle midler. Kristne zionisters præmis er nemlig, at Israels bibelske ret til landet tilsidesætter al anden ret såsom folkeret, menneskerettigheder og FN-resolutioner. Og det må være et udslag af ubevidst kristen zionisme, når vore politikere ikke protesterer voldsommere mod Israels åbenlyse overgreb og myrderier og derved accepterer præmissen, at palæstinenserne ikke har ret til deres eget land.

Det var passende, at de kristne zionister her altid tonede rent flag og indledte med at fastslå, at denne bibelske ret er deres udgangspunkt. For det ville gøre det klart, at der faktisk ikke er noget at diskutere. For andre kan det være velgørende at læse Betlehem-præsten Mitri Rahebs netop udkomne Troen og Imperiet. Bibelen set med palæstinensiske øjne. Heri fastslås, at befolkningen i området har været den konstante faktor, selv om den selvfølgelig har undergået forandringer i historiens løb i kraft af indvandringer og erobringer. Det sagde selv Ben Gurion. Hvad der er sket siden 1948, er i virkeligheden etableringen af et – nyt – fremmedherredømme, et udslag af et nyt imperiums erobring på linje med det assyriske, det babyloniske, det persiske, det græske, det romerske, det byzantinske, det arabiske, det ottomaniske og det britiske, denne gang bestående af den jødiske stat Israel og USA. For uden en massiv livline af våben og dollars fra USA kunne Israel ikke overleve. Det håb, der forbinder sig med denne forståelse, er, at ganske som ingen af de andre imperier ned gennem historien har været andet end midlertidige, vil det også gælde for dette.

Mitri Rahebs læsning af Bibelen er inspirerende. I en kristen sammenhæng skal Det Gamle Testamente som del af den kristne Bibel altid læses med Det Nye Testamente som fortegn. Fx skal palæstinenserne ikke identificeres med Gammel Testamentes kana'anæere. Som Mitri Raheb viser, er det faktisk palæstinenserne, der udfolder det bibelske Israels rolle i forhold til det nye imperium. Og i modsætning til de tidligere stræber dette nye imperium ikke alene efter et overherredømme over befolkningen, men ligefrem efter at fjerne den og erstatte den med jødiske indvandrede for at skabe en religiøs stat fortrinsvis, om ikke udelukkende, bestående af jøder. Jeg er i øvrigt ganske overbevist om, at det har været visionen siden grundlæggelsen af staten Israel, ja længe før, og at det er det endelige mål for dens politik, selvom skiftende israelske regeringer – af hensyn til verdensopinionen – ikke har sagt det lige ud. Vi er naive, hvis vi tror, at de har oprettet deres mange bosættelser på besat og stjålet land som noget blot midlertidigt. Faktisk er det en lettelse, at ledende israelske politikere i dag åbent vedgår, at de aldrig vil tillade en to-statsløsning. Men mange af vores politikere synes stadig ikke at tro, at de mener det.

Kirkens overgreb mod jøderne ned gennem tiderne og den moderne, racebetingede antisemitisme i nyere tid, der også fik tag i kristne teologer, gør, at kristen teologi også må beskæftige sig med det jødiske spørgsmål. Men i stedet for at fastholde, at evangeliet stiller alle lige uden hensyn til folkeligt tilhørsforhold, køn og social status (jf. Ga 3,28), har enkelte her udviklet en særlig forestilling om to veje til frelsen, en jødisk og en kristen. Men det er for mig at se en misforståelse af, hvad evangeliet er og går ud på, og at det er for alle uden forskel.

I mellemtiden må vi protestere mod enhver ide om en bibelsk ret til landet. I kristen tænkning, som den udfolder sig i Det Nye Testamente, er Israel som det udvalgte folk blevet erstattet af kirken. Og dette nye, åndelige Israel, består af Kristus-troende. Det er også dette Israel, Paulus sigter til, når han hen imod slutningen af Galaterbrevet (6,16) ønsker fred og barmhjertighed over Guds Israel.