Bibelen skal læses gennem øjne, der har grædt

mitri vita
Nærvær, varme og knivskarpe svar hænger i luften efter Mitri Rahebs intense besøg i København og Århus i slutningen af oktober. I løbet af de to dage, besøget varede, nåede mange at møde den kendte præst og teolog fra Betlehem. En gruppe præster fra Kongens Lyngby Provsti fik mulighed for at drøfte situationen i Palæstina inden deres ekskursion dertil den følgende uge.

Universitetsprofessorer fra det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet deltog engageret i en samtale med Mitri Raheb om hans nyeste bog "Troen og imperiet", mens der til det sidste måtte hentes flere stole ind til de mange teologistuderende og andre gæster, som gerne ville overvære samtalen og deltage i debatten.

Et fyldt auditorium på teologi på Aarhus Universitet under ledelse af Peter Lodberg blev mødt af en velformuleret og klog Mitri Raheb. Hans budskab er tydeligt: Den, der dominerer fortællingen, præger historien og styrer politikken. Det narrativ/den fortælling, der længe har domineret, forveksler fejlagtigt det bibelske Israel med den moderne stat Israel. Det lider det palæstinensiske folk under i dag. Derfor er det på tide, at der gives plads til et nyt narrativ. Det er hovedanliggendet i Mitri Rahebs nye bog, som blev udfoldet af ham selv, så alle tilstedeværende blev berørt af det. (Se www.troenogimperiet.dk).

Mitri Rahebs egen historie er tankevækkende.
Han er født i Betlehem, dr. theol. fra Tyskland, præst ved Julekirken, den lutherske kirke i Betlehem siden 1988. I dag er han 52 år. Krigen i Gaza var den 10. krig i Mitri's korte liv. Den 800 km lange mur, de mere end 400 checkpoints og den israelske lovgivning er daglige, markante udtryk for den besættelse, som palæstinenserne lever under. Den rammer naturligvis også Mitri Rahebs familie. Mitri har to døtre. De er i 20'erne. Kun 6-7 gange i deres liv har de fået tilladelse til at besøge Jerusalem, der ligger mindre end 10 km fra deres hjem i Betlehem. Sidste år blev Mitri frataget retten til at rejse til Jerusalem. Et apartheidsystem er således langsomt blevet til over de sidste 10 år.

De kristne palæstinensere svarer ikke med voldelig modstand. Deres respons er et økumenisk, teologisk dokument: Kairos-dokumentet. Her gør de palæstinensiske kristne rede for, at undertrykkelsen af det palæstinensiske folk er en synd mod Gud. Og at tidspunktet er kommet, hvor alle kristne i verden må gøre modstand mod den israelske besættelse. Ved dette besøg opfordrer Mitri Raheb os til at danne Kairos-komitéer i Danmark, ligesom det sker mange andre steder i verden. På den måde kan vi være med til at italesætte et nyt narrativ. Kreativ modstand kalder Mitri Raheb denne form for modstand mod besættelsesmagten - imperiet.

Med Mitri Raheb som dynamisk inspirator har den lille lutherske menighed med kun 300 medlemmer gennem de sidste ti år skabt Diyar konsortiet med The International Center (Dar an-Nadwa), skolevirksomhed (Dar-al-Kalima School), produktion og salg af kunsthåndværk (Al-Kahf Gallery), wellness, fodbold for kvinder og nu senest The University College (Dar-al-Kalima University College) med vægt på kulturelle fag som billedkunst, musik, dans, medievirksomhed, madkunst og meget mere. Den overordnede strategi for alle kirkens kulturelle aktiviteter er at give palæstinenserne deres egen stemme tilbage. Mottoet er: Giving voice to the voiceless.

Bibelen kunne aldrig være skrevet andre steder end netop i Palæstina
Palæstina har gennem mere end 3000 år været besat af en række imperier. Den mest kendte besættelse er den romerske besættelse på Jesu tid, men rækken af besættelsesmagter er lang: assyrerne (722 f.Kr.), babylonierne (587 f.Kr.), perserne (538 f.Kr.), grækerne (333 f.Kr.), romerne (63 f.Kr.), byzantinerne (326 e.Kr.), araberne (637 e.Kr.), tatarerne (1040 e.Kr.), korsfarerne (1099 e.Kr.), ajubiderne (1187 e.Kr.), tatarerne (1244 e.Kr.), mamlukkerne (1291 e.Kr.), mongolerne (1401 e.Kr.), osmannerne (1516 e.Kr.), briterne (1917 e.Kr.), israelerne (1948/67 e.Kr.).

Denne geopolitiske virkelighed må vi kende til, for at kunne læse bibelen med palæstinensiske øjne. Befrielsen – en ny forståelse og en ny begyndelse – kommer aldrig fra magtens centrum, men fra periferien. Sådan var det på Jesu tid, og sådan er det i dag. Den kristne tro bliver til i en kontekst af besættelse i det lille perifere landområde ved Middelhavet omkranset af fem stærke imperier. Troen har på grund af den vedvarende besættelse på en helt unik måde formuleret og fastholdt tanker om frihed, befrielse og det eksistentielle råb: "Gud, hvor er du?", der også bliver Jesu råb på korset.

Besættelsens meningsløshed og hårdhed modsvares af en Gud, der dukker op hos et overset og marginaliseret folk. Gud lod sig ikke føde i Rom, imperiets hovedstad, men i en ukendt landsby langt borte fra magtens centrum. Den teologiske pointe er, at den kristne tro med dens store vægtlægning på solidaritet og eksistentiel længsel efter frihed for alle undertrykte, netop fødes i denne geopolitiske virkelighed. "Bibelen skal læses gennem øjne, der har grædt", fastslår Mitri Raheb. "Bibelen kunne aldrig være skrevet andre steder end i Palæstina."

Palæstina er et lille perifert landområde. Kun fordi Jesus fødes i Betlehem og lader sig døbe i Jordanfloden er disse to steder nu mere kendt end de fleste andre steder i verden. Gud kommer til Palæstina for at overvinde regionens geopolitiske situation. "Skønt født under romersk besættelse og knust på korset af imperiet var Jesus i stand til at tegne et billede af et rige, som er meget større end Palæstina og meget mere magtfuldt end imperiet. Hans mission var at befri sit folk ved at genoprette følelsen af fællesskab og udruste dem til at være ambassadører for det nye rige". (Mitri Raheb: Troen og imperiet, Unitas Forlag 2013).

Det er endnu ikke blevet åbenbaret, hvad vi skal blive...
Mitri påpeger, at pinsebegivenheden bliver det skelsættende nye. Uden Ånden ville disciplene bare have fortsat deres sædvanlige liv i skyggen af imperiet. Fristelsen for et undertrykt folk er at falde til ro i offerrollen og give imperiet skylden for alt. Uden pinsens Ånd kunne disciplene have spildt deres liv på at sørge over Jesus. Men selv det svageste offer er også en aktør, der kan træffe beslutninger og foretage valg. For det palæstinensiske folk er tiden nu kommet til at gøre modstand - ikke voldeligt - men kreativt.

Bogen gør op med en statisk forståelse af tro og identitet. Den geopolitiske virkelighed fremkaldte spørgsmål som: "Hvem er min næste?" og "Hvem er jeg?" Denne sammenkædning af tro og identitet blev den røde tråd i kristendommen. En kristen identitet er derfor til alle tider foranderlig og åben over for fremtiden både i Palæstina, Danmark og overalt på kloden. Centralt står bibelcitatet, som Mitri trækker frem igen og igen: "Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke blevet åbenbaret, hvad vi skal blive" (1. Johs. 3,2). Kristen identitet er altid undervejs. Det er ikke muligt at vide, hvad der vil komme, hverken for den enkelte eller for et helt folk. På ét punkt er Mitri Raheb dog ikke i tvivl: En dag vil også det nuværende imperium falde. Sådan har det været i de sidste 3000 år. Imperier kommer og går. Men landets folk består. Spørgsmålet er, om vi i den kristne verden vil være med til at formulere et nyt narrativ, så det palæstinensiske folk kan blive sat i frihed.

På vegne af bestyrelsen for Betlehems Venner
Sognepræst Vita Andreasen og sognepræst Niels-Peter Jacobsen.