Sydafrika og Israel – kan de sammenlignes?

v. Peter Lodberg, professor, dr. theol., Aarhus Universitet.

Oplæg på Betlehems Venners årsmøde 2017 i Middelfart.

peter lodberg

Fra tid til anden dukker diskussionen op, om Sydafrika under apartheid kan sammenlignes med dagens Israel og forholdene på Vestbredden.

Den israelske historiker Ilan Pappé, der nu er bosat i England, har i en bog fra 2015 Israel and South Africa: The Many Faces of Apartheid refereret til en tale holdt af den tidligere leder af den israelske generalstab, Rafael Eytan, til en gruppe studerende på universitetet i Tel Aviv. Generalstabschefen skulle efter sigende have sagt:

”Sorte i Sydafrika ønsker at vinde kontrol over den hvide minoritet, ligesom araberne her ønsker at vinde kontrollen over os. Og vi må ligesom den hvide minoritet i Sydafrika handle for at undgå, at det sker.” (min oversættelse)

Pappé refererer også til en brevveksling mellem en israeler af sydafrikansk oprindelse, der skrev til Nelson Mandela lige efter, at Mandela var blevet løsladt fra fangeøen Robben Island og inden, han blev valgt som Sydafrikas præsident. Israeleren henviser til, at Mandela skulle være vor tids Moses, der står for at skulle gå ind i det forjættede land. Mandelas svar lød lakonisk: ”Sydafrika vil aldrig glemme staten Israels støtte til apartheid-regimet.”

 

Mandela hentyder her til, at Israel fortsatte støtten til det hvide mindretalsstyre i Sydafrika længe efter, at de vestlige regeringer var begyndt at trække deres støtte for at skifte over til den sorte opposition.

Diskussionen om sammenligningen mellem Israel og Sydafrika nåede et foreløbigt højdepunkt i 2007 med tidligere præsident Jimmy Carters bog: Palestine. Peace Not Apartheid. Hans sammenligning af Israels politik i de besatte områder på Vestbredden med det sydafrikanske apartheidregime blev mødt af stærk modstand af den israelske regering, men blev for mange andre en øjenåbner.

Det interessante er, at sammenligningen mellem Sydafrika og Israel også dukker op i israelsk litteratur. Ari Shavit, der i 2014 udgav sin biografi: My Promised Land er et godt eksempel. Bogen er senere blevet oversat til dansk. Her opstiller Shavit nutidens dilemma, når han stiller spørgsmålene:

  • Vil den jødiske stat opløse de jødiske bosættelser?
  • Vil de jødiske bosættelser opløse den jødiske stat?

Der er ifl. Shavit fire veje ud af dette dilemma:

  • Israel som en kriminel stat, der udfører etnisk renselse i de besatte områder;
  • Israel bliver en apartheidstat, hvor et israelsk mindretal hersker over et arabisk flertal;
  • Israel som en binational stat, hvor der er to nationer (jøder og arabere) inden for den samme stat;
  • Israel som en jødisk-demokratisk stat, der trækker sig til en grænse, der deler landet, dvs. en to-statsløsning.

Shavit understreger, at de fleste ønsker den fjerde vej med et to-statsløsning, men han frygter en apartheid-stat, hvis den israelske regering annekterer Vestbredden. Dilemmaet handler altså om, hvordan et religiøst bestemt mindretal kan indføre en demokratisk forfatning, der åbner mulighed for, at selv samme mindretal må aflevere den politiske magt til et andet og frygtet flertal.

I den senere tid er sammenligningen mellem Israel og Sydafrika også begyndt at dukke op i teologien og blandt kirkefolk.

Det palæstinensiske Kairos-dokument fra 2009 henviser selv til det sydafrikanske Kairos-dokument fra 1985, der samlede kirkerne i deres modstand mod det hvide mindretalsstyre. Det palæstinensiske Kairos-dokument betoner efter sit sydafrikanske forbillede, at besættelsen teologisk set er en synd, og at retfærdighed er en forudsætning for fred og forsoning. Begge steder bliver der således brugt det begreb, som den sydafrikanske teolog John de Gruchy har kaldt for restorativ retfærdighed, dvs. retfærdighed handler om at give mennesker de samme økonomiske, politiske og sociale muligheder. Fælles for de to dokumenter er, at de sætter fokus på, hvad adskillelse i form af henholdsvis apartheid som princip og den de facto adskillelse af israelere og palæstinensere ved hjælp af infrastrukturen på Vestbredden og bygningen af Muren rundt om Vestbredden, betyder menneskeligt og teologisk.

Senest har en gruppe internationale teologer og kirkefolk arbejdet videre med de teologiske principper i Kairos-dokumenterne. I anledning af reformationsåret udsendte de en erklæring fra et møde i Wittenberg, januar 2017. Titlen er: Kun retfærdighed. At radikalisere reformationen i lyset af dagens systemiske krise.

Erklæringen er udformet som en bekendelse, der bringer mindelser om Barmen-erklæringen fra 1934, der var en gruppe protestantiske teologers og kirkefolks protest mod naziregimet, der var kommet til magten året forinden. Barmen-erklæringen inspirerede under den sydafrikanske kirkekamp til formuleringer af nye bekendelser, der forholdt sig til den kirkelige og politiske situation i landet. Fælles for denne tradition er inspirationen fra den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, der sammenfattende sin teologiske holdning til, hvordan en teologisk og politisk krisesituation skal opfattes, i udtrykket: Handlingen er den første bekendelse, jf. Das Wesen der Kirche, Berlin 1932.

Det interessante og nye er, at deltagerne i Wittenberg formulerer sig bekendelsesteologisk på en tilsvarende måde i forhold til Israel/Palæstina. Den centrale del af teksten lyder således i min oversættelse:

”III. Interreligiøs solidaritet for retfærdighed i Palæstina/Israel.

Gud har kaldet os til at være barmhjertighedens kar – ikke kun blandt jøder, men også blandt hedninger (Rom 9,24).

Vi tror med apostlen Paulus, at i Messias Jesus er de etniske, religiøse, klassemæssige og kønsmæssige samt de systemiske magtstrukturer blevet overvundet (Gal 3,28). Vi tror, at den post-konstantinske anti-jødedom i kristendommen, og især i Luthers hadefulde og ondskabsfulde skrifter mod jøderne, som blev brugt af nazismen til at myrde millioner af mennesker, var en forbrydelse mod menneskeheden. Men vi er overbeviste om, at kristne og kirker ikke kan bøde for denne forbrydelse ved at undlade at tage stilling til den uacceptable overtrædelse af menneskerettigheder og international lov, som staten Israel gør sig skyld i, når den koloniserer det historiske Palæstina og udfører etnisk renselse af det palæstinensiske folk uden for de af FN godkendte grænser.

Vi bekender, at vi er en del af en historie præget af kristen anti-jødedom og de kristne kirkers tavshed over for den ubærlige undertrykkelse af palæstinenserne.

Vi afviser alle former for anti-semitisme og samtidig alle teologier, der støtter eller retfærdiggør den fortsatte udnyttelse og undertrykkelse af palæstinenserne. Vi afviser ligeledes den kirketeologi, der ligger under kirkernes tavshed, når de prædiker forsoning og dialog uden retfærdighed.

Vi opfordrer kirkerne, herunder Den Evangeliske Kirke i Tyskland (EKD) til at afvise Luthers skrifter mod jøderne og samtidigt klart og offentligt tage parti for vore søsterkirker og mennesker af tro i Palæstina/Israel samt over hele verden udfordre deres regeringer til at sætte betingelser for økonomisk støtte og samarbejde med staten Israel for at befri Palæstina i overensstemmelse med FN-resolutioner og fundamentale menneskerettighedsprincipper. Det vil også befri Israel fra at være en undertrykker og åbne en ny vej for at kunne være fælles om Jerusalem.

Vi opfordrer til, at alle følger det eksempel, som mange kirker i USA, Sydafrika og Skotland sætter, når de støtter ikke-voldelige midler som boykot, tilbagetrækning af investeringer og brug af sanktioner (BDS), sådan som det palæstinensiske civilsamfund opfordrede til i 2005. Opfordringen blev bekræftet i 2009 af kirkerne i regionen i det palæstinensiske Kairos-dokument. Den skal gentages i dag efter 50 år med illegal kolonisering af Vestbredden og den umenneskelige blokade af Gaza. Vi opfordrer også til at sætte en klar standard for alle kirke-støttede rejser til Palæstina/Israel.

Vi forpligter os til at bede for fred og retfærdighed i Palæstina/Israel og at leve op til disse teologiske og politiske forpligtelser på alle niveauer. Det omfatter også udfordringen med at blive bekendende kirke, der er engageret i ikke-voldelig civil ulydighed, at byde flygtninge fra regionen velkommen og at arbejde sammen med folk fra alle trosretninger for at udvikle en kultur, hvor enhver kan leve det liv, de har krav på.”

Erklæringen fra Wittenberg nævner ikke direkte apartheid, men henviser indirekte til det Sydafrikanske kairos-dokument, når det kritiserer kirketeologien for at forkynde forsoning uden retfærdighed. Koloniseringen henviser til den ændring af infrastrukturen på Vestbredden, der finder sted i disse år, og som adskiller israeler fra palæstinenser samt palæstinenser fra palæstinenser. Anlæggelse af særlige bosætterveje, inddragelse af jord, oprettelse af check-points, bygning af Mur og bosættelser, forskelle i adgang til vand, begrænsning af bevægelsesfriheden og muligheden for at tage til gudstjeneste i Gravkirken koloniserer palæstinensisk område og ejendom. Udviklingen vidner om adskilt udvikling for henholdsvis israelere og palæstinensere.

Denne udvikling udfordrer både politik og teologi, og indtil videre er det klareste teologiske svar på den politiske udfordring i Israel/Palæstina kommet fra de teologer og kirkefolk, der arbejder inden for en såkaldt kairos-teologi, der henter inspiration både fra bekendelseskirken i Tyskland i 1930’erne og den sydafrikanske kirkekamp i 1980’erne. Spørgsmålet til os er, om vi repræsenterer det, som i denne tradition bliver kaldt for kirketeologi?