Kunstuddannelse i Betlehem

nuhaAf Uffe Gjerding og Dorte Dalsgaard.

Nuha Khoury byder os på stærk arabisk kaffe inden hun begejstret går i gang med at fortælle, hvad de har opnået af resultater på Dar al Kalima kunstuniversitetet i Betlehem. "Vores læreanstalt er et tegn på håb baseret på tro", er det først hun siger til os. "Unges perspektiv på tilværelsen - især kvinderne - har ændret sig når de vender tilbage til deres landsby". Dar al Kalima tilbyder nu diplomkurser på 2 år og BA forløb på 4 år på 7 forskellige områder: fotografi og film, grafisk design, musik, teater, turisme, samtidig kunst, og indendørsarkitektur. 

Studenterne vælger efter interesse, men tænker også på, hvad der kan føre til beskæftigelse i et samfund med høj arbejdsløshed. Derfor er indendørsarkitektur et meget populært fagområde med stor konkurrence om de 24 pladser, der udbydes årligt. Universitetet har nu 283 studerende og regner med at være fyldt helt op med 500 studerende i år 2020. 33% af de studerende får stipendier baseret på deres økonomiske situation eller dygtighed. Underviserne kommer fra mange lande, men 2/3 skal efter reglerne være palæstinensere.

Nuha, der er direktør for universitetet, begynder med at forklare, hvor vigtig ikke blot det rent faglige er. Første semester er som en slags børnehave, hvor de studerende skal lære at omgås hinanden som unge mænd og kvinder med frihed og respekt og forstå at respektere den skønhed og renlighed, der omgiver dem på universitetet. Den smukke bygning og de lyse lokaler med kunstværker på alle vægge udstråler skønhed og kreativitet. De unges færdigheder i at udtrykke sig frit men med respekt fremmes indenfor meget vide rammer. Nogle af de unge kvinder vælger at smide tørklædet og klæde sig frit, men med respekt for andre og for kulturen. Men de lærer, at alt hvad de foretager sig af rebelske ting i deres færden og i deres frie kreative udfoldelse også har konsekvenser, de skal tænke på. Underviserne arbejder målbevidst med de studerendes potentiale.

På vores rundtur med Nuha mærker vi den tillid og respekt, de studerene har for hende som stedets leder. De udtrykker sig frit og fortæller gerne om deres drømme og om, hvad de har opnået ved at studere på Dar al Kalima. I kantinen møder vi lige mange unge mænd og unge kvinder, der sludrer sammen evt. over deres computer, mens de drikker stærk kaffe eller sød myntete til deres frokost. I den store hal i nederste etage udstilles de studerende kunst, som belyses fint af ovenlys fra glastaget over bygningen. Hvert år udstedes der adskillige priser og belønninger for de bedste kunstværker.

Vi går opløftet fra stedet, overbevist om, at Dar al Kalima har noget enestående at tilbyde unge palæstinensere både fagligt og menneskeligt i en situation, der ellers kun ser mere og mere håbløs ud. Vi er ikke i tvivl om, at de bidrag, Betlehems Venner yder til stipendiater til nogle af de lovende og trængende studenter, er godt givet ud og bør fortsætte.