Anmeldelse: Betlehem under belejring

Jeg ved ikke, om det er min opgave at skrive bøger i vanskelige tider, men at skrive under disse omstændigheder bliver en slags ikke-voldelig modstand: modstand mod at blive bragt til tavshed, modstand mod at blive gjort til tilskuer, modstand mod at give op. Sådan skrive Mitri Raheb i forordet til sin bog Betlehem under belejring.

Mitri Raheb er præst ved Julekirken, den lutherske kirke i Betlehem. Siden 1988 har han været den dynamiske foregangsmand i et team af unge palæstinensere, som nægter at acceptere voldens og destruktionen metoder. Samtidig vægrer de sig mod at blive gjort til ofre, som ikke selv kan handle og påvirke forholdene i en konstruktiv retning. De vil bygge og deres redskab er håbet.

Bogen bærer undertitlen Fortællinger om håb i svære tider.

Billedet på bogens omslag viser Mitri Raheb, som ser ud gennem et af kirkens vinduer. Glasset er sønderskud i forbindelse med israelernes invasion af Betlehem i april 2002. Denne begivenhed er bogens udgangspunktet. Gennem en stærk, personlig beretning følger vi præstefamilien i de intense dage, hvor israelske kampvogne - parkeret på begge sider af den lutherske kirke - beskyder den berømte Fødselskirke, hvor en flok unge militante palæstinensiske mænd havde forskanset sig, og hvor munke og præster fra de tre kristne kirkesamfund og klostre der: katolikerne, de græsk-ortodokse og armenerne ufrivilligt blev draget ind i den blodige konflikt. Vi hører om de israelske soldaters indbrud i den lutherske kirkes kompleks og deres planløse hærværk mod bygninger og inventar i det Internationale Center, som netop stod klar til indvielse.

Men Mitri Raheb kommer langt videre omkring i sine håbsfortællinger. Vi hører om svigerfarens hjerteanfald, som blev dødelig, fordi vigtige timer blev spildt i checkpoints. Vi hører om turen til USA, som gik i vasken, selvom der i forvejen var brugt dage på at indhente de nødvendige tilladelser. Vi hører om parret George og Samar, som begge mister deres arbejde, men som igen bliver selvforsørgende ved at lave glaskunst ud af byens knuste ruder.

Hvordan kan disse oprørende og tilsyneladende håbsforladte vidnesbyrd kaldes håbsfortællinger? Det kan de, fordi omdrejningspunktet for Mitri Raheb hele tiden er: Hvordan kan vi som kristne palæstinensere omskabe vore fjender til naboer?

Hovedstrømmen går den modsatte vej. Naboer bliver gjort til fjender. Men bogen udtrykker en stærk vilje til at gå mod strømmen, til at bygge op, til at indøve naboskab, til at skabe håb.

Kan man fejre jul i Betlehem? Traditionelt er julen fredens højtid, men kan man overhovedet tale om fred i Betlehem i den aktuelle situation? Ifølge bogens forfatter er der ikke brug for mere fredssnak. "Peacetalkers" er der nok af. Nu er der brug for "peacemakers" - mennesker, som vil freden og som ikke bruger julen som en anledning til at lukke øjnene for den brutale virkelighed. Som nabo til muren og dagligt konfronteret med fjendskabet mellem israelere og palæstinensere brugte Mitri Raheb sidste år ikke det velkendte juleevangelium som udgangspunkt for sin juleprædiken. I stedet gik han ud fra verset i Efeserbrevet om Gud, der i Kristus nedbrød den mur af fjendskab, som skiller os (Efs.2.14). Vi kristne er ikke bange for at se den virkelighed i øjnene, som omgiver os. For vi tror på en magt, som er stærkere end mure og sætter vor lid til en fred, som overgår al forstand. Gennem Mitri Rahebs bog udgår der fra Jesu fødeby et klart julebudskab: Et kald til at nedbryde hadets og fjendskabets mure, hvad enten de er ideologiske, politiske, sociale eller økonomiske.

Køb bogen og læs alle 18 håbsfortællinger. Men pas på! Det er en bog, som kalder på engagement.